Et alternativt perspektiv i psykologien ?

Et transindividuelt perspektiv i psykologien

I foregående blogindlæg om ”Psykologi i en varmere verden” introducerede jeg filosoffen Baruch De Spinoza [i] som et afsæt til et alternativt perspektiv og paradigme for psykologi (og filosofi): En psykologi der vil prøve at forstå mennesket, ikke adskilt fra naturen og de naturprocesser som vi på forskellig måde mere og mere mærker at vi har et dysfunktionelt og destruktivt forhold til (hedebølger, vandmangel, storme, forandringer i forekomst at andre arter på kloden etc.)
Jeg vil i dette blogindlæg (og i et efterfølgende) uddybe dette perspektiv, først mere alment, i dets mulige betydning for psykologien. Jeg vil så i følgende blogs, mere konkret, og med eksempler, vise at dette perspektiv både betyder noget for forståelsen af mennesket i naturen, og også betyder en bedre forståelse af menneskers konkrete livsføring og de problemer der opstår heri. Dermed vil jeg understrege at denne udvikling af psykologiens paradigme også får en betydning for psykologien som ”terapi” og hjælp til at komme videre i forhold til forskellige former for afmagt m.m.

Et transindividuelt perspektiv.

Jeg vil starte med at introducere et såkaldt ”transindividuelt perspektiv” – for senere at tage stilling til om dette ord/begreb ”transindividuelt” er helt dækkende for den udvikling af psykologien jeg omtaler som nødvendig. [ii]

Det transindividuelle perspektiv er udviklet som et alternativ til to bevægelser i psykologi og filosofi: Den human-psykologiske tilgang, der opererer med en grundkategori om det enkelte individ, der som centrum, en-hed med sine psyke og bevidsthed, agerer, eksisterer i forhold til en omverden af andre individer, relationer etc. (Det gælder generelt set f.eks. både kognitive og humanistiske, eksistentielle psykologiske retninger).
Og også et alternativ til de erkendelsesmæssige forsøg på et opgør med ”individualismen” i megen psykologi o.a. humanvidenskaber, som forskellige postmoderne psykologiske forståelser står for (f.eks. diskursive og narrative retninger). Her har fokus i dette forsøg været på kontekster, diskurser og styringsformer som vi er bestemt af eller forstår os selv gennem. I et transindividuelt perspektiv er man kritisk overfor at de postmoderne forståelser efterlader det enkelte menneske i et tomrum, idet hele erkendelseskraften er centret på styringsformer, kontekst og diskurs.  Det enkelte menneske, dets udtryk, dets krop, dets tænkning og emotionalitet er abstraheret væk, eller sat i parentes eller på pause [iii]. Roden til dette, og også til den ”humanistiske” psykologis parallelle erkendelsesmangel i forhold til ”styringen” af individet, er, i et transindividualistisk perspektiv, at ingen af de to forståelser har overvundet en historisk gennemgående binaritet (dualisme), enten-eller-tænkning, modstilling af individ – det fælles, individ – samfund og f.eks. individ – handlekontekst. Der sker begge steder, ofte implicit, en begrebslig modstilling, så at sige fra starten af tænkningen, der begrænser forståelsen af forskellighed, kompleksitet, bevægelse, relation og dermed den enkeltes liv og livsføring.

Det transindividuelle perspektiv og paradigme tilskrives en fransk filosof: Gilbert Simondon (se Read 2016 for en introduktion til ham). Flere filosoffer har dog uddybet hans forståelse ved hjælp af, og ved at vise aktualiteten af, filosoffer som Hegel og først og fremmest Spinoza og Karl Marx. Jeg vil senere (startende i næste blog) uddybe Spinozas (og den franske filosof Étienne Balibars) betydning for et nyt psykologisk paradigme.
Nu vil jeg, uden en differentiering af forskelligheder i en transindividuel tilgang, fremhæve nogle almene træk heri:

Det transindividuelle begreb om relation

For at undgå og skabe et alternativ til den nævnte binariet og polarisering, er der brug for et begreb om relation, eller forhold, der ikke modstiller enheder og dele: enten – eller, på den en side – og på den anden. En modstilling i tænkningen før det der ”ligger imellem”, så at sige, forsøges begrebet. Derfor starter en transindividuel tilgange med et alternativt begreb om relation.  Relation i en transindividuel forståelse er ikke en relation mellem to eller flere punkter, to eller flere begreber, termer eller former: Relationen er en konkret aktivitetsmæssig proces, som konstituerer de former og begreber, som kommer til at fungere i relationen, i den aktive proces som ér relationen. Relationen er en modalitet af væren; en måde væren er på. Den er samtidig [iv]med de begreber som den “garanterer” eksistens, som den konstituerer. Det transindividuelle perspektiv prøver at forstå relationer som processer, hvori der skabes, såvel individuelle udtryk og former, som ”kollektive”, fælles former. Relationelle processer er på en måde både ”før-individuelle” og ”før-fælles” (før de er institutionelle, kollektive) [v]. I den ovenfor beskrevne binaritet, mellem f.eks. bevidsthed og det sociale, er vi vandt til at se psykiske procesesser som noget i en adskilt enhed, en hjerne og krop, som individet rummer og afgrænser – og det sociale som omverden, ydre kontekster, institutioner og organisationer [vi]. Men både processer som følelser/affekter, tænkning, psykiske forhold for den enkelte, og forhold som familieære relationer, relationer i en organisation m.m.  forstås ikke ”optimalt” (adækvat) ved at afgrænse og se disse i to polare områder og centre: indre – ydre (kontekst), individ – familie, individ – organisation etc. Relationer er de former for væren, praksis i videste forstand, vi er i hele tiden, som på forskellige måder konstituerer (producerer) både noget individuelt (men ikke ét individ i sig selv) og noget fælles, kollektivt, fælles for flere. Det betyder også, som jeg skal uddybe i næste blok, at subjektivering, sker i relationer og netop ikke modstillet og sat overfor en anden pol: institutioner etc. Jeg vil snart komme med eksempler på hvorledes sådan forståelse kan sikre en mere helhedsmæssig og mulighedsskabende forståelse af f.eks. stres, traumer, relationer til naturen etc.  – uden de binære begrænsninger.

Det transindividuelle og materialitet

Det transindividuelle perspektiv er materialistisk i den forstand, at relationer som sagt forstås som produktive, praktiske: i og med materialer, aktiviteter, ting og natur– som virker i relationen, ja som er (i) relationen, i dens ”drift”, i bevægelse. Relationer og aktiviteter har betingelser, noget materielt i bred forstand, der bestemmer relationen med en vis nødvendighed, både i dens udtryk som individuering og kollektivt. [vii]
Kunsten er ikke at ”eksternalisere” materielle betingelser som noget andet, noget ydre i forhold til relationen. Her har nogen ”materialistisk psykologi”, og altså også de omtalte postmoderne retninger en udfordring.
Andre individer, såvel som ”kollektive institutioner”: familie, skole, arbejdsplads, er bestemmende i relationer – men ikke på den måde at den bedste forståelse af individerne opnås ved at starte med at kategorisere og fastfryse betingelser som ”ydre” forhold og former, gennem overfladiske generaliseringer, og så se på hvordan individerne styres af og ”internaliserer” disse ”institutioner”, som f.eks. familien. At kollektive former også ses som resultat af individuering (og subjektivering som jeg senere skal uddybe) betyder at disse former, familien f.eks., ikke bare fastholdes som ydre sociale relationer, roller, positioner, handlekontekster, – altså ikke er prefigurerede ”sociale affærer”: Familier er produkter af relationer og konkret individuering – og må forstås sådan. En familie er ikke kun en almen, objektiv ”ovenover” eller ”før”- individuel institution som ”sted” og ”spillerum” for individets aktiviteter (som nogle ”samfundsorienterede psykologier” vil have det). Familien er altid, allerede konkret individueret (subjektiveret), dvs. et konkret produkt af bevægelser og relationer som individer er i, og her produceres familien som fælles og kollektivt fænomen [viii]. Det er dette ”dobbeltsyn”, der overalt kendetegner et transindividualistisk perspektiv på ”materielle betingelser” for og i relationer – og som også for stor betydning for hvordan der kan arbejdes terapeutisk med ”et individ og dets familie”.

Det transindividuelle begreb om individualitet: ikke kun som en éner.
Kritikken af ”individualismen” i moderne psykologiske forståelser (som også er underforstået i mange postmoderne tilgange) omfatter en betoning af det enkelte menneske som en kompleks komposition af processer, aktiviteter og dele, og af påvirkninger, der produceres i relationer. Det betyder at det transindividuelle perspektiv ikke begynder med eller stopper med ”ét individ” – den enkelte som et atom, en kerne, en autonom enhed, ét subjekt etc. Og det betyder at det enkelte menneskes ikke bare er en afgrænselig ”idenditet”, men en kompleks sammensætning af dele, forestillinger, ideer, relationer og møder hvis forhold hele tiden er i bevægelse og forandring. [ix]
I et transindividuelt paradigme, især påvirket af Spinoza, vil indgå at ”individ”, et subjekt kan være mere end én: mere end en person, én psyke, én krop etc. Individuering, den proces hvor den enkelte eksisterer og træder frem i momenter og relationer (men ikke som fast identitet), sker i og ud fra komponerede enheder og ”forening af legemer” (som Spinoza siger). Hvordan sådanne kompositioner og ”ensembler”, hvordan sådanne transindividuelle sammenhænge skabes og løbende forandres er afgørende for individuering – der altså ”altid og allerede” sker i disse arrangementer. At tælle og afgrænse er ikke den bedste tilgang til en sådan komponeret individuering og subjektivitet[x]. I stedet må træde en adækvat erkendelse af det fælles i samlinger og møder – og denne tænkning og analysemåde vil jeg konkretisere i det følgende.
Det skal understreges at hele formålet med denne transindividuelle forståelse af relationer og fælles-skaber, først og fremmest hos Spinoza, ér at forstå og fremme det enkelte menneskes (den enkelte persons) udvikling og handling, netop ved at se subjektivitet og individualitet ikke som afgrænset til ”én”: individet. Det fremhæves at det transindividuelle perspektiv muliggør erkendelsen af en ”højere individualitet”, hvor autonomitet og singulariet er intakt og styrket, hvor det enkelte menneske forstås i sine relationer ( i ovennævnte forstand) og hvor det kan realiserer og indgå i højere, handlekraftige (og med Spinoza: glædelsesfyldte) former for individualitet og subjektivitet. På den anden side fremhæves at der findes former for individualitet, isoleret individualitet, hvor de enkelte netop ikke er klar over/bevidst om deres afhængighed af ”ensembler” af relationer til andre mennesker – og hele Spinozas filosofi handler, som jeg vil vise, om de ”psykologiske konsekvenser” for menneskers emotionalitet og tænkning af denne ”imaginære” livsform, som han bl.a. kalder den. Forståelsen af denne ”imaginære” form for individualitet og ”trældom” er yderst relevant for psykologisk intervention og terapi.

Noter

[i]Overalt i denne og følgende blogs vil jeg især bygge på Spinozas værk: Etik, Rosinante 1996.

[ii]”Trans”- betyder bevæge sig på tværs af eller igennem … og udtrykker at det transindividuelle perspektiv vil bryde med centraliteten af det enkeltstående og abstrakte individbegreb i filosofi og psykologi. Spinoza bruger ikke selv dette begreb i udviklingen af sin alternative ”psykologi”. Begrebet er er indført af den franske filosof Gilbert Simondon. Bl.a. den franske filosof Étienne Balibar har senere taget Simondons begreb og filosofi op netop i forbindelse med Spinoza, som han omtaler som ”transindividualitetens filosof” ( se Balibar: From individuality to transindividuality, 1997, Eburon, Delft og for en gennemgang af begrebet transindividualitet sat i forbindelse med Balibar, Spinoza, Hegel og ikke mindst Marx m.fl. se: Jason Read: The Politics of Transindividuality , Chicago, 2016).

[iii]- og dermed forudsættes der alligevel et begreb om et enkeltstående individ som nogle kritikere at den postmoderne tilgang fremhæver ( se f.eks. Colebrook: Postmodernism is a humanism, 2004 i: Woman, A Cilturel Review).

[iv] Jeg vil med Spinoza i næste blog indføre begrebet immanens, som er endnu bedre til forståelse af det der sker i relationer: at noget (også) er i noget andet som det kan forstås ved; altså en forståelse uden brud og adskillelse af noget der ligger ud over, på en anden side (modstilling), af det vi vil forstå.

[v] Jeg trækker her meget på en fremstilling af Simondon af Vittorio Morfino: Intersubjectivity or Transindividuality? I:  Balibar and the Citizen Subject, ed. Warren Montag and Hanan Elsayed, Edinburgh 2017:

[vi] Jeg vil senere fremhæve at Karl Marx, i sine økonomiske – filosofiske skrifter, netop forstår relationer på denne ”transindividuelle” måde i sit begreb om ”samfundsmæssige relationer” der både handler om, og ikke adskiller økonomiske produktionsmæssige forhold, fra menneskelige relationer og forståelse af mennesket selv. Og det er hos Marx netop sådanne relationer: samfundsmæssige relationer, som er særlige for mennesker, der har den produktive egenskab ikke at være binære. Jvnf. Marx berømte tese: ”Men det menneskelige væsen er ikke noget abstraktum, det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af samfundsforholdene”(6. Feuerback-tese, Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 2, s. 401-03, Forlaget Tiden, Kbh. 1973.På tysk bruger Marx ordet ”ensemble”:”In seiner Wirklichkeit ist es das ensemble der gesellschaftlichen Verhältnisse”. Begge ord: ”indbegreb” og ”ensemble” udtrykker at ”det menneskelige” ikke er nogen individuel abstrakt enhed eller identitet, men at det menneskelige er et særligt udtryk for de relationer som Marx i hele sit værk analyserer det særlige ved: samfundsmæssige relationer. Der er intet ”brud” eller binariet i denne forståelse af konkret menneske – samfundsmæssige relationer.

[vii] Jeg vil fremhæve at denne materialisme i en transindividuel tilgang (Simondon, Balibar) kan forstærkes ved dele eller momenter i såkaldt kulturhistorisk psykologi (funderet på bl.a. A.N. Leontiev) og klart fra Kritisk psykologi ( Klaus Holzkamp m.fl.). Et eksempel på at psykologi har betydning for en filosofisk tænkning. Der er dog træk i begge disse psykologiske arbejder som helt ikke overvinder et abstrakt individbegreb.
En Brasiliansk psykolog: Fernando González Rey, er her yderst spændende i sin kritik og videreudvikling af den kulturhistoriske psykologi og forsøg på at overvinde individualismen i den kulturhistoriske og kritisk psykologi. Han udvikler bl.a. det væsentlige begreb ”subjektivering” (inspireret af L.S. Vygotsky´s tidlige arbejder, men baseret på egen forskning) Se f.eks: Rey: The topic of subjectivity in psychology: Contradictions, paths and new alternatives, 2017 I: Journal for the Theory of Social Behavior. Men hos Rey mangler for mig at se desværre en præcis materialisme – det skal jeg vende tilbage til.

[viii] Det betyder ikke, at vi ikke kan operere med forståelser af ”fælles former” eller have fælles begreber for sociale relationer og den ”orden” af årsag- virkningsforhold de er (jvnf. næste Blog 3 om ”orden” og årsag- virkningsforhold). Det er meget vigtigt at vi har, og kan fremstille sådanne ”fælles begreber” (et begreb hentet fra Spinoza som et alternativ til ”generalisering”, der ofte abstraherer fra forskellighed og subjektivitet) – ellers havner vi let i subjektivisme (at det er individet der skaber sine sociale relationer o.l. alene). Men samtidig er den bedste ”sociologiske og psykologiske forståelse” af f.eks. familien, at muliggøre at sådanne fælles-begreber om familier kan bevæges mod en konkret forståelse af en familie som (med- ) individueret: en familie som et konkret ”mellem-værende” af særlige affekter, ideer evt. fordomme, og altså ikke bare et rum af positioner o.l. : En konkret erkendelse af den enkelte og familien, et konkret syn af en ”komposition”: den enkelte i familien, en konkret subjektiv og relationel form ( Jeg vil senere prøve at forklare hvordan ”fælles begreber” af f.eks. en familie adskiller sig fra et ”narrativt” begreb om en familie, f.eks. i terapi.

[ix] Jeg skal senere, under præsentationen af Spinozas psykologi om den enkelte ( og ikke individet) vise at dette betyder at den enkelte hele tiden prøver med sin tænkning og emotionalitet at få hold på forholdet mellem dele og forhold – og det sker i relationer, ”transindividuelt”, eller immanent – igen uden en binariet. Altså arbejdet med et for den enkelte positivt forhold mellem sine ”dele”, forestillinger, ideer, aktiviteter m.m. (som Spinoza kalder ”Conatus”: bestræbelsen på at bevare sig selv, holde sig sammen) foregår ikke dels ”inden i” individet psykisk eller ”mellem” individet og andre individer, men i relationer og møder i transindividuel forstand.

[x] Det har især en anden fransk filosof som denne blok også vil bygge på særligt i hans Spinoza-arbejder: Gilles Deleuze (Deleuze G.: Expressionism in Philosophy: Spinoza. 1992 New York og: Spinoza: Practical Philosophy, San Francisco 1988)

Psykologi i en varmere verden

Klimaangst?
Det enkelte individ oplever at naturen er ved at forandres drastisk! Nogle individer er midt i økologiske kriser, hvor naturen ”slår igen” med kraft, og ”storme”. Andre ser mest naturens kræfter på TV, men mange registrerer også, i mindre skala, ændringer i fugleliv, o.a. i deres egen have.

Hvordan påvirker disse billeder og trusler, menneskers psyke – og er psykologien i dag overhovedet gearet til at forstå vores forhold til naturen. Er den tværtimod, som teknologi og selvforståelse, en del af de livsmåder, der destruerer naturen? Og kan en radikal ændring i psykologen, – som Freud i sin opdagelse af menneskets ”indre” natur – hjælpe os med at skabe nye måder at leve på (og fravælge andre). Er der ikke behov for at nydefinere begreber om det psykiske og ”dets natur”, begreber om behov og psykisk sundhed – som også Freud gjorde, konfronteret med angst, fantasier, som ”kulturens byrde” skabte hos sine klienter. I en ikke så fjern fremtid vil forandringer og ”naturens byrde” betyde at vi må fravælge adfærdsformer og omforme behov som i dag forekommer naturlige.
I dag mærker flere en ”naturens byrde” – uden at vi ved hvordan vi skal forstå – og handle på den. ”Klimaangst” er ifølge mange psykologer, ved at indfinde sig i ”klinikken”, med forskellige udtryk. Forskning viser at vi, især mange unge, er generelt bekymrede for klimaforandringer m.m., men at bekymringerne ikke viser sig som viden og ændret adfærd. Nogle psykologer taler om angst for klimaforandringer, og dyrearters udrydning, som et nyt eksistentielt grundvilkår for mennesket. Men hvorfor bekymringer og angst ikke fører til øget bevidsthed og handling kan den individorienterede psykologi ikke forklare fyldestgørende. Kan det måske handle om at denne individorienterede psykologi selv er blind for vores forhold til naturen og blind for måder at leve på, der i højere grad respekterer naturprocesser- og de psykologiske skridt mod sådanne livsmåder?

The shape of Water – og Psykologi?

Filmen” The Shape of Water” handler om et sanseligt, kraftfuldt forhold mellem en rengøringsassistent og et paddelignede naturvæsen, der holdes fanget i et militæranlæg. Forholdet er ukontrollabelt og bryder grænser bl.a. for sikkerhedschefen, der har ansvaret for forsøget på indespærring og udnyttelse af natur-væsenets ”potentialer”. I sin frustration, desperation og manglende (selv)-kontrol læser han ”Positiv psykologi” for at holde sig oppe!
Positiv psykologi er ” … det videnskabelige studie af hvad der gør personer og samfund i stand til at trives”; ” ….trivsel som harmonisk vækst og selvregulering” (fra H.H. Knop Positiv psykologi). I et opslag om terapiformen ACT hedder det f.eks. at den skal fremme at vi som individer kan ” ..fjerne ubehag og skabe øget fleksibilitet i tanker og handlerepertoire”. Og sådan i de fleste psykologiske teorier og teknologier på markedet.
I en anden tænkning har Psykologi, med Foucaults ord, med sin optik, erobret og sat grænser om en livsform i verden: individet. En optik der med sine begreber er med til at isolere og afgrænse vores forståelse af liv. Og med sin styring og ”interpellation” (Althussers begreb) er psykologi i praksis med til at bemægtige sig, kontrollere og afgrænse denne livsforms ”mentalitet” dvs. tanker, følelser. Det sker først og fremmest gennem indsættelsen af begrebet om det psykologiske individ: En måde hvorigennem den enkelte forstår og oplever sig som centrum i livsprocesser og relationer, og dermed prøver at forøge sin isolerede og ”egen” vækst.

Spinoza og psykologi
Psykologiens grundlæggende succes skyldes at det ”humane” her ses som exceptionelt, ene-stående. Psykologiens kernebegreber som ”jeg”, tænkning, eksistens og vækst reproducerer dette exceptionelles herredømme og dominans frem for andre livsmåder i naturen.
Der er enkelte psykologer og filosoffer, med Baruch De Spinoza som forbillede, der i stedet starter med det vi har fælles med naturen, og det vi er en lille del af. I Spinozas ”psykologi” findes intet begreb om en menneskelig særlig human ”essens” bestående af Jeget, individet, dets isolerede kognitive og emotionelle funktion etc. Vi kan godt bilde os ind, at denne individuelle essens findes – og det gør vi! At vi hver og ene har et imaginært centrum, et afgrænset Jeg: en særlig ”human” kerne hvorudfra vi interagerer med omverdenen. Men i Spinozas optik skabes der her et psykologisk billede af et selv, som en ”stat i staten”. Denne forestilling af det psykiske, som afgrænset og særlig, er for Spinoza også roden til alle menneskelige lidelser, fordi vi let oplever os som hjælpeløse og usikre, vi får behov for at sammenligne os, at besidde, være ærgerrige og grådige etc.
I Spinozas psykologi er udgangspunktet, at alle enkelte livsformer prøver at bevare sig selv, når de påvirkes i naturens komplekse kræfter og nødvendigheder. Og det er denne bestræbelse på at bevare – der er både fælles, og også forskellig for hvert enkelt naturvæsen. Og denne bestræbelse hos hver enkelt forbinder det til naturen, som naturens særlige udtryk og nødvendighed, blandt de uendelige måder den udtrykker sig på. Denne bestræbelse i al dens forskellighed kalder Spinoza ”Conatus” – en vilje til at leve som er intimt og ”immanent” forbundet til naturens nødvendigheder og årsagskæder – men som altså er forskellig fra art til art og også hvert enkelt ”individ”.
Det menneskelige kommer ind som et særlig måde naturen udtrykker sig på: at vi som enkelte mennesker kan blive bevidst om vores særlige conatus igennem forskellige former for tænkning i møder og fællesskaber. Som andre livsformer søger vi bevægelser og aktiviteter det bedst bevare os selv, og er mest relevante for udvikling af vores livskraft. Denne livskraft og bevidsthed kan hos mennesker få flere udtryk og i Spinozas kritiske filosofi er menneskers forsøg på at bevare sig selv gennem opretholdelse af et isoleret jeg som centrum den ene vej: Et jeg som konstant sammenlignes og sættes op mod andres jeger, og som ses ude at trit med den øvrige natur. En bedre vej er skridtene mod fornuftige fællesskaber, hvor de enkelte sammen udvikler fælles begreber, og en sålkaldt adækvat tænkning om vores natur og vores liv i den natur vi er en lille del af. Natur som de komplekse nødvendigheder og processer vi lever i. Det er i kraft af menneskelige fællesskaber, hvor vi er relevante for hinanden, helt konkret, og tænker virkeligt sammen, at vi er forskellige fra andre dyr og naturting. Ikke fordi vi er adskilte, autonome ”individer”, der vækster og kontrollere, men fordi vi både enkeltvis og sammen kan udvikle bevidsthed og tænkning om verdenen konkret og vores handlemuligheder i den. Her er måske et afsæt for en transformation af Psykologien.
Spinoza er blevet kaldt ”transindividualitetens filosof” fordi han, for at fremme det enkelte konkrete menneskes handlekraft og ”lyksalighed”, fremhæver skridtene mod de kollektive og kropslige former for fornuft, følelser, gennem møder og sammenhænge, hvor vi aktivt finder frem til det der fungerer godt for os, og hvor det enkelte individ i sin tænkning og følelser ikke er skilt ud. Det er ikke let at komme fri af individualitetens begreb, dens trældom, kontrol og den ærgerrighed der følger med, understreger Spinoza. Det sker gennem en særlig adækvat tænkning, hvor vi mere komponerer ”fornuft” og behov sammen, som livskunst, end hver for sig: Ser og forstår positive og kraftfulde kombinationer og arrangementer – og her igennem ser vores egen kraft og natur. Og naturen omkring os er ikke udgrænset i denne ”fornuft”, men tværtimod en forudsætning: Kun gennem et blik for og inddragelse af at naturen vi lever i, ikke bare er en selvfølgelig ramme vi kan kontrollere, men en skabende og nødvendig natur, som vi er en del af, når vores tænkning den kraft der skal til for at se os selv: den enkeltes livskraft og måde at udfolde sin natur på.

Nødvendigheden af en transformation af Psykologien ?
Vi har fået adskillige ”last warnings” fra videnskaben om naturens tilstand. Det haster med ændringer. Sidst anbefalede danske forskere et opgør med vækstparadigmet, og pointerer at det handler om reelle ændringer i menneskelig adfærd og livsstil. Altså, hvis disse ændringer skal være motiverede: ændringer i vores måde at forstå os selv på – i naturen. Mit spørgsmål er om ikke sådanne ændringer, med nye måder at leve på – og motiverede fravalg, fremmes betydeligt med en ny psykologisk mentalitet. Har vi ikke brug for psykologiske perspektiver på kollektive måder, ikke mindst i det små (familie, venskaber, grupper, arbejdspladser) hvor vi udvikler handlekraft i respekt for processer i naturen. En kritisk psykologi, hvor kritik af livsformer og samfundsformer er en del – og også en ”positiv” forståelse der fremmer alternativ nydelse og behov i samklang med naturen: livskunst og omsorg for os selv og vores natur, som Foucault måske ville sige. En psykologi der forstår den enkeltes tænkning, følelser og behov ”transindividuelt” dvs. altid og allerede i ”selv-skab” med andre personer og natur i en helhed. Jeg vil på denne side og i efterfølgende blokindlæg forsøge at beskrive et sådan alternativt paradigme og hvad det kan betyde for psykologi, psykoterapi og forståelse af mennesket og de forandringer der er nødvendige i en “varmere verden”.  Kommentarer og forslag er mere en velkomne  til mail: Olevrasmus@gmail.com