Natur, klima og psykologi

Mennesket som art og dets liv på kloden er truet. Det er en trussel som mennesker påvirkes af både via medier og direkte: storme, oversvømmelser, tørke, høje temperaturer, forandringer i dyreliv og lokal natur m.m. Hvordan påvirkes det enkelte menneskes liv, og hvordan kan disse forandringer i deres dagligdag forstås? Det en ny udfordring for psykologien som videnskab og som interventionsform.

Sideløbende med stadig luftige planer om hurtige indsatser af teknologisk og politisk karakter opfordres vi individuelt til at gøre en forskel. Der er opfordringer til – og også konflikter omkring – ændringer af levevis, hvor begreber som mindre, omlægning, stoppe med går igen. Frustration og afmagt ses sideløbende. Hvordan kan psykologien bidrage med forståelse af disse bevægelser?

Psykologiens (manglende) bidrag?

Psykologien har historisk set været omfattet af store ”paradigmeskift” konfronteret med ændringer i lidelser og levevis. Nye syn på psykisk sygdom og afvig og nye behandlingsformer er opstået. Forandringer i livsbetingelser har stillet psykologisk teori og praksis overfor en række ”problematiseringer”. Sådan er filosoffen Foucaults begreb for det tankearbejde, der giver anledning til nye erkendelsesformer og praksisformer (Foucault 1984, se også Stengers 2019). Problematiseringer indtræder når der er noget i tiden, som vi er nødt til at se og tænke anderledes – hvis vi vil fortsætte med at arbejde og reflektere overhovedet, som Foucault så markant udtrykker det. Det gælder f.eks. psykologer o.a. når det handler om psykologiske kategorier og forståelser.

Freud blev optaget af psykiske lidelser og kulturelle forhold vedr. menneskers forhold til deres seksualitet og aggression – og måtte problematisere teori og praksis. Det medførte en revolution i psykologien. Andre psykologiske skift er opstået ud fra problematiseringer af andre forhold i menneskers livsomstændigheder. Er psykologi, dens teorier og interventionsformer uanfægtet af de aktuelle og truende forandringer i vores livsbetingelser?

Bredt set er svaret ja – med den modifikation, at psykologi m.m. i den grad er kommet på arbejde i kølvandet på naturbetingede forandringer i menneskers dagligdag. Kritiske forskere taler om en omfattende vareliggørelse af psykologien rettet mod krisernes ofre: nye diagnoser, gængse terapiformer udbydes overfor de individer der mister, selvom årsagerne i naturen er af en anden art end ved andre kriser. Og psykologiens grundlæggende kategorier vedr. individet og dets forhold til den omgivende natur fastholdes. 

Der ses aktuelt en psykologisk optagethed af tilfælde af ”klimaangst”. Psykologer er begyndt på at analyserer disse som reaktioner på, at der i naturen sker forandringer, som det er vigtigt at reagere på – og understreger, at klimaangst ikke må sygeliggøres. Er der her tale om en radikal ny psykologisk forståelse som resultat af problematisering af den hidtige forståelse af psykiske forstyrrelser og lidelser? Nej for generelt set individualiseres angsten, og de gængse psykologiske kategorier vedr. angst hos følsomme enkeltindivider tages i anvendelse. Men det var ikke sådan, de store psykologiske paradigmeskift skete. Her blev psykologer o.a. rystet, kom i vildrede, og tænkte ud over fagets grænser – og på den baggrund blev revolutionerende forståelser og kraftfulde diskussioner skabt.

Den næsten manglende problematisering af psykologiens forståelse af individernes forhold til naturen er bundet af psykologiens egen rolle i den destruktion af naturprocesser, der nu ses som en følgevirkning af vores levevis. Det gælder psykologiens kernefokus på det exceptionelle humane enkeltindivid i distance til naturen og dens fokus på vækst og optimering (og terapi når det ikke fungerer). Psykologi indgår i de diskurser, der motiverer mennesker til forbrug, hastighed og opfattelse af nydelse og afslapning – elementer i den levevis, der samlet forstyrrer og destruerer naturens vitale processer.

Psykologien og individet problematiseret?

Måske handler den manglende reaktion også om at det, der nu må problematiseres, er noget frygtindgydende, noget der er ude af balance – ikke barei mennesket og dets forhold til andre mennesker. Det er svært at skabe nye psykologiske begreber, der gentænker menneskers plads i verden og naturen – og psykologisk (gen-)opdage den naturlige sammenhæng vi lever i!

Det, der må problematiseres, er kategorien om individet som et enkeltstående subjekt og spillerum for det psykologiske liv. Bl.a. Freud skabte det psykologiske begreb om jeget som kernen i et ”hyperindividualiseret” menneske, der med sin mentalitet og et adskilt psykisk liv (tænkning, følelser m.m.) måtte mestre kulturens og drifternes byrder ( se f.eks.Freud ( 1929)). Lige siden har psykologien grundlæggende taget udgangspunkt i en sådan kategori, også i de problematiseringer der er sket undervejs – fordi det har været i tråd med den livsform, der hidtil har stået for vækst og velstand. 

Men jo! – der ses reaktioner og forsøg på en mere grundlæggende problematisering. Flere fag er involveret heri, både filosoffer, antropologer, psykologer o.a. økologiske forskere m.fl. ( Se f.eks. Rust 2012, Clark 2019, Malm 2018 og Sharp 2011) . Gennemgående er forsøg på at starte en tænkning, der har store implikationer for psykologi, der ikke har individet, jeget som udgangspunkt og centrum. Disse tænkere og forskere prøver at udvikle forståelser af mennesker der inddrager naturen, andre livsformer og naturprocesser, og den måde vi drager omsorg for naturen i vores forhold til ting og forbrug. Det sker – ikke med et abstrakt individbegreb som centrum – men med kategorier for fællesskaber og relationer, hvor der fokuseres på sammenhænge, mellem-værende, netværk – og det med både menneskelige og ikke-menneskelige livsformer og processer. Der er bl.a. psykologer og filosoffer, der benytter betegnelsen ”transindividuelle” sammenhænge  (Balibar, Read – se min tidligere blok Rasmussen 2019). Muligheden i sådanne forsøg er et nyt fokus på, hvordan sådanne sammenhænge, som fællesskaber, kan betyde udviklingen af klar, kritisk og retningsgivende tænkning for vores omgang med ting, teknologi, forbrug m.m. så vi bedre kan omgås den tvivl, afmagt, frustration, og de tilhørende konflikter jeg omtalte i starten. 

Et sådant fokus giver mulighed for at se og forstå det enkelte menneskes sundhed, tænkning og emotionalitet i lyset af aktivitet, omsorg og koordinering – hvor også individernes forhold til naturprocesser er konkret inddraget. Psykologien må f.eks. genopdage, at angst, og psykiske vanskeligheder, ikke blot er eksistentielle fænomener knyttet til individets humanitet og forhold til andre mennesker. Dramaerne i vores liv må forstås i større sammenhænge. Et perspektiv der også vil kunne betyde forandringer og nye muligheder i psykologisk praksis. Psykologien må også fokusere på at glæde og lyst kan opnås på andre måder end gennem hastighed, vækst og præstation. Hvis en omstilling i livsformer skal i fremdrift (koblet med politiske og teknologiske tiltag) forudsætter det, at psykologien kan bidrage med en ny tænkning vedrørende lyst, glæde, aktivitet og motivation – så nødvendige adfærdsændringer ikke kommer til at handle om moral og påbud – eller isolation og afkald. Også her er det nødvendigt at skabe et alternativ til det human-individuelle fokus. 

Tidligere omtalte Foucault har i sine historiske studier fremhævet livsmåder, hvor omsorgen for en selv, andre og naturen, og kontrol med og normer for hinanden, ikke er i modsætning til lyst og ”livskunst”. I Baruch de Spinozas filosofi ( Spinoza 1677) findes en rigdom af begreber, der forbinder det enkelte menneskets frihed og ”lyksalighed” – ikke med et enkeltstående abstrakt individbegreb, der i hans optik medfører ærgerrighed, sammenligning og lidelse – men med fornuftige, koordinerende, tætte fællesskaber: Tænkning, emotionalitet og det at bevare sig selv (conatus) ses som udtryk for, og i sammenhæng med, en skabende kraftfuld natur.

Der er mange kilder til at gøre psykologien, i samarbejde med andre vidensformer, mere naturlig! – kilder som kan bidrage til at “generobre” måder at forstå os selv i naturen på – måder der er blevet destrueret bl.a af moderne psykologi ( Stengers 2019)

Litteratur:

Clark Timothy: Ecocritism, Cambridge University Press 2019.

Foucault Michel: What is Enlightenment (1984), I: The Foucault Reader, ed. Paul Rabinow, Penguin 1991.

Freud Sigmund: Kulturens Byrde (1929), Hans Reitzel 1965.

Malm Andreas: The Progress of this Storm, Nature and Society in a Warming World, Verso 2018.

Rust, Mary-Jayne et al.: Vital Signs. Psychological Responses to Ecological Crisis, Karnac, 2012.

Sharp, Hasana: Spinoza and the Politics of Renaturalization, The University of Chicago Press, 2011.

Spinoza Baruch (1677): Etik, Munksgaard, 1996.

Stengers, Isabelle: Putting Problematization to the Test of our Present, I: Theory, Culture & Society 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.