Psykologi i en varmere verden

Klimaangst?
Det enkelte individ oplever at naturen er ved at forandres drastisk! Nogle individer er midt i økologiske kriser, hvor naturen ”slår igen” med kraft, og ”storme”. Andre ser mest naturens kræfter på TV, men mange registrerer også, i mindre skala, ændringer i fugleliv, o.a. i deres egen have.

Hvordan påvirker disse billeder og trusler, menneskers psyke – og er psykologien i dag overhovedet gearet til at forstå vores forhold til naturen. Er den tværtimod, som teknologi og selvforståelse, en del af de livsmåder, der destruerer naturen? Og kan en radikal ændring i psykologen, – som Freud i sin opdagelse af menneskets ”indre” natur – hjælpe os med at skabe nye måder at leve på (og fravælge andre). Er der ikke behov for at nydefinere begreber om det psykiske og ”dets natur”, begreber om behov og psykisk sundhed – som også Freud gjorde, konfronteret med angst, fantasier, som ”kulturens byrde” skabte hos sine klienter. I en ikke så fjern fremtid vil forandringer og ”naturens byrde” betyde at vi må fravælge adfærdsformer og omforme behov som i dag forekommer naturlige.
I dag mærker flere en ”naturens byrde” – uden at vi ved hvordan vi skal forstå – og handle på den. ”Klimaangst” er ifølge mange psykologer, ved at indfinde sig i ”klinikken”, med forskellige udtryk. Forskning viser at vi, især mange unge, er generelt bekymrede for klimaforandringer m.m., men at bekymringerne ikke viser sig som viden og ændret adfærd. Nogle psykologer taler om angst for klimaforandringer, og dyrearters udrydning, som et nyt eksistentielt grundvilkår for mennesket. Men hvorfor bekymringer og angst ikke fører til øget bevidsthed og handling kan den individorienterede psykologi ikke forklare fyldestgørende. Kan det måske handle om at denne individorienterede psykologi selv er blind for vores forhold til naturen og blind for måder at leve på, der i højere grad respekterer naturprocesser- og de psykologiske skridt mod sådanne livsmåder?

The shape of Water – og Psykologi?

Filmen” The Shape of Water” handler om et sanseligt, kraftfuldt forhold mellem en rengøringsassistent og et paddelignede naturvæsen, der holdes fanget i et militæranlæg. Forholdet er ukontrollabelt og bryder grænser bl.a. for sikkerhedschefen, der har ansvaret for forsøget på indespærring og udnyttelse af natur-væsenets ”potentialer”. I sin frustration, desperation og manglende (selv)-kontrol læser han ”Positiv psykologi” for at holde sig oppe!
Positiv psykologi er ” … det videnskabelige studie af hvad der gør personer og samfund i stand til at trives”; ” ….trivsel som harmonisk vækst og selvregulering” (fra H.H. Knop Positiv psykologi). I et opslag om terapiformen ACT hedder det f.eks. at den skal fremme at vi som individer kan ” ..fjerne ubehag og skabe øget fleksibilitet i tanker og handlerepertoire”. Og sådan i de fleste psykologiske teorier og teknologier på markedet.
I en anden tænkning har Psykologi, med Foucaults ord, med sin optik, erobret og sat grænser om en livsform i verden: individet. En optik der med sine begreber er med til at isolere og afgrænse vores forståelse af liv. Og med sin styring og ”interpellation” (Althussers begreb) er psykologi i praksis med til at bemægtige sig, kontrollere og afgrænse denne livsforms ”mentalitet” dvs. tanker, følelser. Det sker først og fremmest gennem indsættelsen af begrebet om det psykologiske individ: En måde hvorigennem den enkelte forstår og oplever sig som centrum i livsprocesser og relationer, og dermed prøver at forøge sin isolerede og ”egen” vækst.

Spinoza og psykologi
Psykologiens grundlæggende succes skyldes at det ”humane” her ses som exceptionelt, ene-stående. Psykologiens kernebegreber som ”jeg”, tænkning, eksistens og vækst reproducerer dette exceptionelles herredømme og dominans frem for andre livsmåder i naturen.
Der er enkelte psykologer og filosoffer, med Baruch De Spinoza som forbillede, der i stedet starter med det vi har fælles med naturen, og det vi er en lille del af. I Spinozas ”psykologi” findes intet begreb om en menneskelig særlig human ”essens” bestående af Jeget, individet, dets isolerede kognitive og emotionelle funktion etc. Vi kan godt bilde os ind, at denne individuelle essens findes – og det gør vi! At vi hver og ene har et imaginært centrum, et afgrænset Jeg: en særlig ”human” kerne hvorudfra vi interagerer med omverdenen. Men i Spinozas optik skabes der her et psykologisk billede af et selv, som en ”stat i staten”. Denne forestilling af det psykiske, som afgrænset og særlig, er for Spinoza også roden til alle menneskelige lidelser, fordi vi let oplever os som hjælpeløse og usikre, vi får behov for at sammenligne os, at besidde, være ærgerrige og grådige etc.
I Spinozas psykologi er udgangspunktet, at alle enkelte livsformer prøver at bevare sig selv, når de påvirkes i naturens komplekse kræfter og nødvendigheder. Og det er denne bestræbelse på at bevare – der er både fælles, og også forskellig for hvert enkelt naturvæsen. Og denne bestræbelse hos hver enkelt forbinder det til naturen, som naturens særlige udtryk og nødvendighed, blandt de uendelige måder den udtrykker sig på. Denne bestræbelse i al dens forskellighed kalder Spinoza ”Conatus” – en vilje til at leve som er intimt og ”immanent” forbundet til naturens nødvendigheder og årsagskæder – men som altså er forskellig fra art til art og også hvert enkelt ”individ”.
Det menneskelige kommer ind som et særlig måde naturen udtrykker sig på: at vi som enkelte mennesker kan blive bevidst om vores særlige conatus igennem forskellige former for tænkning i møder og fællesskaber. Som andre livsformer søger vi bevægelser og aktiviteter det bedst bevare os selv, og er mest relevante for udvikling af vores livskraft. Denne livskraft og bevidsthed kan hos mennesker få flere udtryk og i Spinozas kritiske filosofi er menneskers forsøg på at bevare sig selv gennem opretholdelse af et isoleret jeg som centrum den ene vej: Et jeg som konstant sammenlignes og sættes op mod andres jeger, og som ses ude at trit med den øvrige natur. En bedre vej er skridtene mod fornuftige fællesskaber, hvor de enkelte sammen udvikler fælles begreber, og en sålkaldt adækvat tænkning om vores natur og vores liv i den natur vi er en lille del af. Natur som de komplekse nødvendigheder og processer vi lever i. Det er i kraft af menneskelige fællesskaber, hvor vi er relevante for hinanden, helt konkret, og tænker virkeligt sammen, at vi er forskellige fra andre dyr og naturting. Ikke fordi vi er adskilte, autonome ”individer”, der vækster og kontrollere, men fordi vi både enkeltvis og sammen kan udvikle bevidsthed og tænkning om verdenen konkret og vores handlemuligheder i den. Her er måske et afsæt for en transformation af Psykologien.
Spinoza er blevet kaldt ”transindividualitetens filosof” fordi han, for at fremme det enkelte konkrete menneskes handlekraft og ”lyksalighed”, fremhæver skridtene mod de kollektive og kropslige former for fornuft, følelser, gennem møder og sammenhænge, hvor vi aktivt finder frem til det der fungerer godt for os, og hvor det enkelte individ i sin tænkning og følelser ikke er skilt ud. Det er ikke let at komme fri af individualitetens begreb, dens trældom, kontrol og den ærgerrighed der følger med, understreger Spinoza. Det sker gennem en særlig adækvat tænkning, hvor vi mere komponerer ”fornuft” og behov sammen, som livskunst, end hver for sig: Ser og forstår positive og kraftfulde kombinationer og arrangementer – og her igennem ser vores egen kraft og natur. Og naturen omkring os er ikke udgrænset i denne ”fornuft”, men tværtimod en forudsætning: Kun gennem et blik for og inddragelse af at naturen vi lever i, ikke bare er en selvfølgelig ramme vi kan kontrollere, men en skabende og nødvendig natur, som vi er en del af, når vores tænkning den kraft der skal til for at se os selv: den enkeltes livskraft og måde at udfolde sin natur på.

Nødvendigheden af en transformation af Psykologien ?
Vi har fået adskillige ”last warnings” fra videnskaben om naturens tilstand. Det haster med ændringer. Sidst anbefalede danske forskere et opgør med vækstparadigmet, og pointerer at det handler om reelle ændringer i menneskelig adfærd og livsstil. Altså, hvis disse ændringer skal være motiverede: ændringer i vores måde at forstå os selv på – i naturen. Mit spørgsmål er om ikke sådanne ændringer, med nye måder at leve på – og motiverede fravalg, fremmes betydeligt med en ny psykologisk mentalitet. Har vi ikke brug for psykologiske perspektiver på kollektive måder, ikke mindst i det små (familie, venskaber, grupper, arbejdspladser) hvor vi udvikler handlekraft i respekt for processer i naturen. En kritisk psykologi, hvor kritik af livsformer og samfundsformer er en del – og også en ”positiv” forståelse der fremmer alternativ nydelse og behov i samklang med naturen: livskunst og omsorg for os selv og vores natur, som Foucault måske ville sige. En psykologi der forstår den enkeltes tænkning, følelser og behov ”transindividuelt” dvs. altid og allerede i ”selv-skab” med andre personer og natur i en helhed. Jeg vil på denne side og i efterfølgende blokindlæg forsøge at beskrive et sådan alternativt paradigme og hvad det kan betyde for psykologi, psykoterapi og forståelse af mennesket og de forandringer der er nødvendige i en “varmere verden”.  Kommentarer og forslag er mere en velkomne  til mail: Olevrasmus@gmail.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.